CRICKET BASIS

Når eleverne kaster sig ud i cricket-spillet er der primært fire ting der skal i fokus.

1. Det er væsentligt at kunne gribe bolden

2. Det er afgørende at kunne kaste bolden præcist.

3. Det er  godt at kunne slå til bolden med battet.

4. Det er godt at kunne løbe og bevæge sig hurtigt.

Nedenfor kan I læse lidt om teknikken bag disse fire cricket-elementer. Lad eleverne forstå at greb, kast, løb og batting skaber en god cricketspiller. På spilcricket.dk er der masser af spil, lege og øvelser der kan gøre eleverne dygtigere til alle fire ting.

Gribe bolden

At gribe bolden er essentielt i cricket. Man kan ultimativt gribe en gærdespiller ud, men man har også brug for at gribe i mange af spillets øvrige facetter.

For at kunne gribe en bold er det godt at være koncentreret og helt klar mentalt. Fokuser på bolden og gå lidt ned i knæene. Hold hænderne foran brystet klar til at gribe bolden. Når bolden er grebet trækkes den ind mod kroppen så chancen for at den tabes mindskes.

Under lege/øvelser kan eleverne øve deres gribeteknik.

Kaste bolden

Ofte har en cricketspiller brug for at kaste bolden. Enten i et forsøg på at ramme gærdet eller til en af sine medspillere. Præcision og længde på kastet er afgørende for succes.

Både underhånds- og overhåndskast introduceres i spilcricket.dk og bruges i forskellige spil, lege og øvelser. Væsentligt for underhåndskastet er at det er et “venligt kast” der er nemt at gribe eller slå til for batteren. Et “venligt kast” går i en let bue og er ikke for hård. Overhåndskastet kan bruges til at kaste langt eller når der skal kastes mod gærdet (i visse spil). Her er det vigtigt at holde  kastearmen strakt.

Under lege/øvelser kan eleverne øve deres kast.

Holde på battet og slå til bolden

Det er vigtigt at have et godt greb på battet når man skal slå til bolden. Lav denne øvelse for at få det rigtige greb.

Læg battet på jorden og saml det op som var det en økse. Fat battet højt på håndtaget og hold hænderne tæt sammen. Den øverste hånd skal være den, der bestemmer og fører battet. Den nederste hånd støtter mest og bruges for alvor kun når der skal ekstra kraft i slaget.

Under lege/øvelser  kan eleverne øve deres slag til bolden.

Løb

At løbe og kunne bevæge kroppen hurtigt er en vigtig del af cricketspillet. Et hurtigt løb med battet er grundlaget for at lave point. Det kræver hurtige reaktionsevner og mange løb når markspillerne skal gribe bolde eller stikke bolde mod gærdet.

Under lege/øvelser kan eleverne øve deres løb med og uden bat.

Cricket-ord

Cricket har sit helt eget sprog. Danske og engelske gloser blandes og giver en lang række specielle begreber der kan virke uforståelige. Her følger en række cricket begreber og betydningen af disse.
Batter
Slang for gærdespiller – den spiller der bruger et bat
Gærde
Et gærde består i “Cricket i skolen” af tre plastic pinde med fod. Det gælder for kasteren om at ramme gærdet med bolden. Gærdespilleren forsvarer gærdet med sit bat.
Keeper
Den markspiller som arbejder lige bag det gærde der kastes mod.
Bowler
Den spiller der kaster bolden mod gærdet.
Grebet ud
En måde at miste sit gærde på. Hvis bolden efter at have ramt gærdespillernes bat, gribes af en markspiller, inden den rør græsset er man grebet ud.
Kastet ud
Et måde at miste sit gærde på. Hvis bolden afleveret af kasteren rammer gærdet, er gærdespilleren kastet ud.
Over/overs
En over består af seks bolde kastet af en kaster.
Venligt kast
Et strakt underhåndskast, som har en venlig hastighed dvs. har en lille bue på.
Overhåndskast
Et strakt overhåndskast. Bruges i rigtig cricket.

Cricket spilles I mange forskellige former og formater. Her er forklaringen på de tre mest populære.

T20

I en Twenty20 kamp spiller begge hold en inning hver, som højst består af 20 overs. En typisk T20 kamp varer omkring tre til fire timer.

50 overs (One Day Internationals)

Kampe mellem to landshold. 50 overs spillet på en dag. Verdensmesterskabet spilles i dette format.

Test kampe (5 dage)

Den længste form for en cricketkamp. Test kampe spilles mellem landshold med “Test status” som fastlagt af International Cricket Council (ICC). Kampen kan vare op til fem dage.

Verdensklasse cricket!

Når der er styr på at gribe og kaste er der ikke langt til den store cricket scene.

Tjek denne bold fra VM i 2019 mellem Australien og New Zealand.

© Copyright - Dansk Cricket-Forbund